http://www.lydhoer.dk/ Anmeldelser af skiver fra Lydhoer.dk da-dk http://lydhoer.dk/index.php?menu=Albums&item=Alle&albumid=312 Karakter: 3 af 6.

Client er på banen med karrierens femte udspil – ”Command”. Kvindegruppen bestående af Kate Holmes og Sarah Blackwood, aka Client A og B, har udvidet gruppen med basspiller Emma Fox – Client E – men helhedsindtrykket har ikke ændret sig meget fra tidligere udspil.

Det er stadig minimalistisk electro med rå og ligefrem produktion domineret af analoge synths og minimalistiske electroarrangementer. Gruppen kalder sig modstykket til tidens ”feel-good” europop-muzak med æstetiske refleksioner over centrale temaer som voyeurisme, storbyens og livets bagsider.
Æstetisk, ja måske, men generelt også for velfriseret og kedeligt. Hvis man virkelig ønsker provokerende tekster i denne genrer, er der mange andre, der klarer det bedre, og som samtidig er mere troværdige i deres udtryk. Jeg nævner i flæng; Adult., Soldout og Terry Poison.
Musikalsk er Client, som nævnt, velfriseret og klub-agtigt og dermed på en tragikomisk måde i den ende af genren, som de forsøger at distancere sig fra – den poppede. Det er dansabelt og gør ingen fortræd. Som sådan er det udmærket, men dog stadig blot en dråbe i havet.

Live kommer Client’s androgyne visuelle udtryk til sin ret, og i sådan en situation er de bestemt 45 minutter værd, men på anlægget er ”Command” bare leverpostej blandt andet minimal electro.
http://lydhoer.dk/index.php?menu=Albums&item=Alle&albumid=311 Karakter: 3 af 6.

Dubstep har imod alle odds manifesteret sig som en tidens mest eksperimenterende og udfordrende genrer. Med den karakteristiske dundrende bas og de stærkt synkoperede beats, der emmer af lavteknologi og legesyge, har dubstep overraskende nok vist sig langtidsholdbar på grund af det mangfoldige udtryk som de sidste par års udgivelser har budt på.

Genrekassen ”dubstep” kan synes ligeså tåbelig som trip-hop gjorde det i halvfemserne; en rodekasse til alt udefineret ny lyd. Til forskel fra den afdøde trip-hop har dubstep den fordel at genrens DIY-kultur og nemme tilgang har gjort ethvert teenageværelse til et potentielt studie, hvilket naturligt nok inviterer til den opfindsomhed og variation, der har gjort at dubstep konstant er i bevægelse.

Alligevel har genren en række karakteristika og sammenligningen med trip-hop er langt fra fjerntliggende, idet dubstep også er ekstremt filmisk, og taler direkte til hjertet og krop på én gang; elsk og elsk inden det er for sent. Især bannerførere som Burial, Pinch og Vex’d fremkalder en fatal dommedagsvision, der ikke er ulig hvad man kender fra fx Blade Runner: Forvitrede storbyer huser de sidste forliste mennesker af den uddøende race. Dette psykologisk potente dommedagsunivers har allerede givet os en række mesterværker.

Kun få af dubsteppionererne har afsøgt andet end de filmiske kroge af lyduniverset. Blandt de vigtigste er Distance og andre artister fra Planet Mu. Anden planet eller ej. Da Distance udgav debuten My Demons i februar 2007 opnåede han stor succes med en varm og atmosfærisk lyd, hvor de typisk så skarpe og synkoperede beats på effektiv vis var gjort rundere og blødere. Det gav nemlig plads til et mere facetteret udtryk, som fx Benga efterfølgende har haft succes med at følge op på.

På hans andet album Repercussions er der ændret en del på den succesrige skabelon, og Distance har fraveget sin egen opfindelse af blødere beats og leverer denne gang et massivt af slagsen på lige fod med labelkammeraterne fra Vex’d. Tilsat tonstunge bas-grooves, der giver associationer til lyden af kloakdæksler der skurrer hen ad asfalten, tynges lytteren ned gennem asfaltjunglens scenegulv.

Ovenpå denne tunge bund skal et diskant tema virke legende, uforudsigeligt og viltert, så der skabes en modvægt. Det er desværre her at Repercussions ikke formår at holde niveauet. Melodistumperne er enfoldige, bliver enerverende i deres repetition og fremstår oftest lidt overflødige.

Repercussions er mere tung industrial end Vex’d har præsteret, samtidig med at dubelementerne stadig er ligeså luftige som på debuten My Demons. Det fungerer bare ikke helt så stærkt denne gang. Der er simpelthen for mange udfald til at albummet kan betragtes som vellykket. Desværre, for Distance bibringer en masse kløgt ud over dubsteppen. http://lydhoer.dk/index.php?menu=Albums&item=Alle&albumid=310 Karakter: 6 af 6.

Det kommer kriblende ind under huden. En stille, snigende fornemmelse af musikalsk afhængighed breder sig vampyragtigt, og man er en af dem. En af dem, der elsker at tage på lytteudflugt i Jens Berents univers. Her er man underholdt ligeså længe pladen drejer rundt og blander alverdens lyde og mislyde til fed electronica i den eftertænksomme og ambiente del af spektret.

Rumpistols elegant svungne electronica har altid været perfektioneret og gennemarbejdet, og skud nummer tre fra rumpistolen fortsætter i samme spor. Til forskel fra sidste album (Mere Rum fra 2005), så er der skruet ned for den ambiente behagelyst. Der er flere rå dubbede beats, og her og der er der skruet mere op for tempoet. Melodier og temaer bliver skabt af både samplede og elektroniske lyde og af og til af akustiske instrumenter. De forskellige ingredienser skaber masser af variation og afveksling pladen igennem. Mens man finder vej i den elektroniske jungel, kan man både vælge at udforske detaljerne eller blot læne sig tilbage og lade sig forkæle af vellyden. I løbet af de otte numre udfordres ens ører hele tiden til at spidses, og man bliver både overrasket af nye elementer, og samtidig kan man også komme til helt at glemme hvilket nummer, man er nået til, mens tankerne er fløjet frit rundt omkring.

Det er fedt, at vi herhjemme har elektroniske kunstnere, der har så gennemført et udtryk som tilfældet er med Rumpistol. Rumpistol skaber lydrum, og holder døren åben til at gå på opdagelse. Og har man først været indenfor, vil man helt sikkert tilbage.

N.B. Se også det herlige, visuelle patchworktæppe af en video til titelnummeret.
Mal hier clicken! http://lydhoer.dk/index.php?menu=Albums&item=Alle&albumid=309 Karakter: 3 af 6.

Musikken Icarus leverer på albummet ’Sylt’ kan siges at være en blanding af knitrende ’lytte electronica’ og free-jazz. To genrer som jeg synes ret godt om. Jeg elsker måden electronicaen formår at skabe rum og stemninger, mens free-jazzen ofte helt modsat kan skabe en fornemmelse af at fjerne alt rum med en vild og umelodisk fræsen, der har en enorm energi og (ville nogen mene) en nærmest spirituel stræben (John Coltrane så fx hans stadig mere løsslupne og umelodiøse udtryk, som en måde at nærme sig noget spirituelt gennem musikken). Her er dog er ikke tale om free-jazz, som hos jazz pioneerne John Coltrane eller Ornette Coleman, men nærmere en slags electronica, der er næsten helt uden faste strukturer, og som dyrker det mere lavmælte udtryk hos ’knitre-tronicaen’. Musikken bliver drevet frem klikkende, skurende, knirkende og krassende lyde i konstant fremdrift, men den fornemmelse af rum, som genren ofte skaber, er i flere numre helt væk.

Problemet for mig med dette album er, at jeg følelsesmæssigt ikke rigtigt påvirkes af musikken, det er ikke rigtigt smukt eller grimt, men rumler bare derudaf. Selvom jeg indrømmer at kede mig over det løst skramlende univers, er det dog ikke fordi, at det er egentligt uinteressant i sin udfordring af electronicaens rammer. Musikken ville sikkert gøre sig godt som underlægning til en form for kunstudstilling (dette skulle ikke opfattes sarkastisk), men er altså på plade, efter min mening, på samme tid fascinerende, udfordrende og en smule kedeligt.

Centralt på pladen står de langstrakte numrene Inf(e)rænce del et og to, som hver varer over 15 minutter. Albummets sidste nummer ’Volks!’ er efter min mening det bedste; her er noget lyder som livetrommer spillet henover stemningsgivende klange, der lyder som om de bliver spillet baglæns. Nummeret slutter med at storby-bilstøj bliver mixet ind i musikken, og der gives her måske en nøgle til forståelse af musikken. Icarus kan ses som et musikalsk billede på storbyens rumlende, dissonante altid foranderlige univers. Det nærmeste jeg kan komme på en sammenligning til Icarus musik er Autechre, der til trods for deres nogen gange infernalske trommebombardement, alligevel fremstår meget strukturerede i forhold til Icarus musik, der heller ikke besidder Autechre hårde kanter og melodiske forløb.

PS: Det kan anbefales at lytte til pladen i hovedtelefoner, der fremhæver hvordan lydene ofte glider mellem højtalerne.
http://lydhoer.dk/index.php?menu=Albums&item=Alle&albumid=308 Karakter: 4 af 6.

Grime/dubstep-gruppen Virus Syndicate gjorde sig for alvor bemærket i 2005 med udgivelsen af deres debutalbum The Work Related Illness. Skiven var en lækkerbisken af militant maskingeværsrap leveret af de tre MCs Goldfinger, JSD og Nika D over tunge dubstepbeats fra DJ og producer MRK 1 (som dengang kaldte sig Mark One). MRK 1 er i sig selv et ret stort navn i det engelske dubstepmiljø og er i den sammenhæng bestemt en anbefaling værd. The Work Related Illness var en sammenhængende gangsta-grime historie, et narrativ om livet for Virus Syndicate - et virkeligt vellykket album der især udmærkede sig med sin medrivende, heftige væg-til-væg rap, hvor de tre MCs rap fletter sig elegant ind og ud mellem hinanden og fyldte lydbilledet (næsten) helt ud. Tempoet var højere, end man hører det hos andre grime kunstnere som Kano, Wiley og Dizzee Rascal og tonen var generelt hård og pralende - næsten som man kender det fra amerikansk Gangsta rap, men bestemt ikke uden humor modsat denne.

Nu er Manchester-drengene tilbage med en opfølgende langspiller kaldet Sick Pay. Denne gang har MRK 1 på flere af numrene ladet sig inspirere af indiske Bhangra-rytmer (spørg mig ikke hvori forskellen ligger i forhold til Punjabi) - tydeligst i numrene Taxman Returns og Dippin' - men derudover er påvirkningerne mange og forskelligartede, hvilket adskiller det markant fra forløberen, der var holdt overvejende i dubstep. På et nummer som Kane 'n' Abel høres et noget nær filmisk tema med klaver og strygere dog tilsat et hastigt beat - det skal jo til. Det til tider næsten drum'n'bass-agtige tempo er i øvrigt noget gennemgående på alle numrene. Live At The Apollo hviler helt anderledes på et surfguitarloop og så er der naturligvis også mange med mere klassisk dubsteplyd med masser af bass (eks. Be Like Us). Godt for variationen, men alt andet lige giver det et mindre sammenhængende album.

Rap-stilen og turboflowet er umiskendeligt det samme som på The Work Related Illness og det gør ikke noget, da det udgør en tydelig signatur for gruppen. Dog må det siges, at det på en eller anden måde - på trods af de nye beats - efterlader indtrykket af, at der ikke er så meget nyt under solen. Teksterne er fyldt med sex, handlen med stoffer, kriminalitet og selvfølgelig om hvor seje de hver især er. Det hører til genren. Men Sick Pay mangler et par killer-tekster, som forgængerens Clockwork, Taxman, eller Nadine, men de er også virkeligt svære at følge op på.

Sick pay er et fedt, men en smule rodet album. Hvis du ikke allerede har gruppens debutalbum The Work Related Illness vil jeg dog anbefale at erhverve det i stedet.

Sick Pay udkommer i morgen, den 10. november. http://lydhoer.dk/index.php?menu=Albums&item=Alle&albumid=307 Karakter: 4 af 6.

De seneste år har der været et stort fokus på amerikansk folkmusik. Der er dog tegn på at en mere europæisk inspireret folk med udgangspunkt i den melankolske og psykeliske folkmusik, der opstod i 60'erne, med blandt andet navne som The Incredible String Band og Love som nogle af hovednavnene, er ved at få en revival blandt andet gennem grupper som amerikanske Espers, men også lo-fi country kongen Bonnie 'Prince' Billy viste også på hans forrige album The Letting Go fra 2006 en bevægelse væk fra countrien mod en mere europæisk folkmusik. Det er også påvirkningen fra 60'ernes folk, der præger Majessic Dreams andet album 'Beautiful Days', der er fyldt med akustiske guitarer, fløjter og strygere.

Den svenske duo Majessic Dreams, der er bosat i København, består af Jessica Breitholtz Björk og Mats Björk. De laver tilsammen en langsom og drømmende musik, der især er karakteriseret ved på en gang, at have rødder i 60'ernes folk, samtidig med at stemningen i musikken ligeledes ligger i forlængelse af drømmende shoegazermusik fra starten af 90'erne eller det engelske pladeselskab 4ADs drømmepop. Der er således tale om smukt melodisk akustisk univers, hvor guitar, violin og fløjte skaber en doven sommerstemning. Jessica har en fin stemme, der ligger det gode sted mellem lys pigestemme og doven forfører. Teksterne handler mest om kærlighed og understøtter fint musikken.

Der noget charmerende over Majessec Dreams univers, og selvom numrene på albummet gennemgående har den samme lyd, betyder dette dog ikke, at numrene er kedelige, men at albummet fremstår homogent, hvilket forstærker fornemmelsen af at albummet er en lang drøm, som man absolut har lyst til at være en del af. http://lydhoer.dk/index.php?menu=Albums&item=Alle&albumid=304 Karakter: 5 af 6.

Mørkt som et knust hjerte. Brutalt som en hammer i øregangen. Og ondt som Prins Henriks børneopdragelse. Kært barn kan beskrives på mange måder. Men et ord kan opsummere Slipknots seneste skæringer – overlegent.

’All Hope Is Gone’ er en stor fed langefinger til den etablerede musikverden. Her er længere mellem de let tilgængelig passager end husene på den jyske hede. Og hvis din opfattelse af tung metal er Volbeat eller Linkin Park, så glem Slipknot. Du vil få et chok.

Håbet lever
Men hvis du leder efter én af de absolut bedste metaludgivelser i år, så kan ’All Hope Is Gone’ ikke anbefales nok. For selvom bandets lyd langtfra er den mest brutale i verden, så er de uden tvivl dem, der producerer den bedste larm.
Det er nemlig et rent overflødighedshorn af metalklichéer, som gruppen disker op med i denne omgang. Men det serveres på en så frisk og overlegen måde, at bandets konkurrenter bliver blæst tilbage til Glam-metallens æra.
For i det øjeblik frontmand Corey Taylor brølende proklamerer ”We will burn your cities down’ på den fænomenale ’Gematria (The killing Name)’ er man solgt – brænd løs kære Slipknot, brænd løs.

Farvel til mainstream
Sidste udspil fra det ni-hovedet monster ”The Subliminal Verses” var en anmelderfavorit – Rick Rubin i producerstolen betød jo at bandet pludselig var smarte nok til at få en god anmeldelse. Og fanskaren voksede, hvilket langt hen ad vejen nok skyldtes de noget lettere tilgængelige sange.
Men noget af vildskaben og det beskidte var samtidig blevet pudset væk, og Slipknot nærmede sig mainstream – en dødssynd i musikkens uskrevne regler.

Heldigvis er ’All Hope Is Gone’ en tilbagevenden til storform. Ikke siden gruppens to første udgivelser har metalensemblet lydt så hårdt og kompromisløst. Ingen headbanger med respekt for sig selv kan holde nakkemusklerne i ro, når numre som førstesinglen ’Psychosocial’ eller ’ This Cold Black’ gennemtæsker højtalerne.
Dog er de lidt mere indadvendte og stille øjeblikke fra forgængeren stadig at finde. Men i denne omgang fremstår de mest af alt som herlige lufthuller, inden den næsten riff-bølge skyller ned over én.

Og mens man så drukner i lyden af dobbeltpedalens afstraffelse af trommeskinnet, ølkorets skrålen, og de tonstunge breaks, der nedbryder lydmuren på Butcher’s Hook, kan man kun lade sig synke ned i dybet og overgive sig. Slipknot hører til blandt metalligaens storhold. http://lydhoer.dk/index.php?menu=Albums&item=Alle&albumid=303 Karakter: 3 af 6.

Music For Modern Man’s debutalbum føjer sig efter, at ingen moderne mennesker gider lytte til et helt album. Så dette soloalbum fra tidligere Superheroesmedlem og nuværende Privatemedlem Asger Tarpgaard er hans selvkomponerede mixtape til det moderne menneske. Den slags, hvor du samler dine bedste sange fra forskellige kunstnere for kun at lytte til dine favoritter.

Travl dirigentstok
Godt nok er det et soloalbum. Men helt alene er Asger Tarpgaard ikke. På pladen svinger han dirigentstokken for sine populære venner fra grupperne Oh No Ono, The Blue Van, Vincent Van Go Go, Figurines, Private og Superheroes.

Mange genrer
Dirigenten præsenterer lalleglade og løsslupne funky, funky popnumre i karakteristisk Junior Senior- og Superheroes-stil og beskidte, rå og rockseje riffs og transcenderende kvinderøst.

Floskler og vrøvl
Det engelske halter dog i en sådan grad, at tæerne krummer helt om til hælen. Der er floskler: “You’re the girl I’ll always love, You’ve been blessed from above”. Og vrøvl: “Well, I felt okay at the start of the day, but then I woke up and the feeling went away”.

Enkelte højdere
Enkelte numre er et mixtape værdigt. “Electric Gtrs” rocker med en benhård og kantet spade. “Buy My Love” kaster faktisk tankerne hen på Beatles. Og det unikke instrumentalnummer “Interlude in F Major” rammer plet.

Mit mixtape
Men vil han give mig et et mixtape, skal det også være med toppen af poppen. Og hvis jeg skal høre Beatles, står den på “Why don’t we do it in the road”. Så kan jeg ikke nøjes med en okay produktion og en sprælsk fortolkning af genrer, og hvad der virker til at være Asger Tarpgaards 30 minutters lange søgen efter et musikalsk ståsted. http://lydhoer.dk/index.php?menu=Albums&item=Alle&albumid=302 Karakter: 3 af 6.

Dansk/etiopiske Ayoe Angelicas debutalbum er en flirt. Først fascinerer hun dig. Så keder hun dig. Men hun ved udmærket hvilke tangenter, hun skal spille på. Hun er jazzet, eksotisk og har en forførende stemme. Musikken, nysgerrig, genrekrydsende fra støvet jazz over triphop til tango. Det kan blive meget spændende – næste gang eller næste gang igen. For pladen bliver ensformig, ukantet, og numrene flyder ud i hinanden.

Moderne og poppet jazz
Ayoe Angelica river benene væk under dig med sin kælne, sensuelle stemme på første nummer, Dr. Jekyll. Vokalen, fløjlsblød, falder i hak med den poppede, gnitrende lo-fi jazz spillet på akustisk gulvbas og flugabon akkompagneret af analoge trommemaskiner. Og måske er der virkeligt lagt i pladespilleren til den næste danske jazz-diva. Men.

Forførende
Så lulles fascinationen i søvn. Over flere numre. På nummeret ”Sugar” er gnisten tilbage. Hun leger med sin stemme. Forførende. Nysgerrig. Udviklet autodidakt med inspiration fra vidt forskellige fronter som Billie Holiday, Spice Girls og hen ad en tidlig Caroline Henderson. Trommemaskinen pumper, og blandes med gameboy-lyde. Men.

Intetsigende covernummer
Så lyder næste nummer. ”God bless the child”. Originalt af Billie Holiday. En af Ayoe Angelicas forbilleder. Modigt. Og meget afslørende. Spil originalnummeret. Og oplev rå nerve, kant, følelse og personlighed. Spil covernummeret. Og oplev en sød og intetsigende fortolkning.

Støvet jazz, triphop og tango
Gennem hele pladen maler producer, musiker og komponist Mads B. B. Krog lydbilledet. Han fifler med jazz, soul, tango, electronica og triphop. Et støvet lydbillede, lige så genrekrydsende som hans arbejde med danske og internationale kunstnere: Faithless, Destiny’s Child, Chris Minh Doky og Palle Mikkelborg. Store kunstnere med format. Og i en liga, hvor Ayoe Angelica ikke er endnu.

Uden nerve
Pladen ”I’m Amazed” forbliver en flirt. Og samarbejdet mellem den erfarne producer, der har arbejdet genrekrydsende og med store internationale kunstnere og pigen, der fik studenterhuen på sidste år og har haft sit eget jazzband i skoletiden, ender uden nerve. Måske vil jeg gå efter hende næste gang eller næste gang igen. Endnu er hun for uerfaren.
http://lydhoer.dk/index.php?menu=Albums&item=Alle&albumid=301 Karakter: 5 af 6.

Konrad Korabiewski har beskæftiget sig med den elektroniske musikscene i en del år bl.a. som DJ, radiovært og koncertarrangør. Han startede med selv at lave musik i 1996, men alligevel er 'Stateless' hans første albumudgivelse. De ti sange på alummet er inspillet over 10 år mellem 1998 og 2008, hvilket giver pladen et lidt rodet præg. Heldigvis er niveauet på de forskellige numre højt, så selvom der ikke er tale om en genopfindelse af den elektroniske musik, er det en meget fin plade den dansk polske musiker har kreeret.

På trods af numrene er komponeret over en lang periode, er der alligevel nogle gennemgående træk i musikken, der binder dem sammen. Alle numrene er præget af skarphed i beats og lyde og går fra det dubbede, det dansevenlige til numre med 'etnisk præg' (polsk folkemusik?) eller en hård industriel lyd. Samtidig er der en varme og humor i flere af numrene, der ofte indeholder samples af spøjse forvrængede stemmer.

Nummeret 'Discodave' er umiddelbart det nummer, der lyder ældst, hvilket dog på ingen måde gør det til et dårligt nummer. Det er ligeledes det nummer, som er tættest på den mere dansevenlige elektonica. Som på pladens andre numre er der masser af små detaljer og ændringer i lydbilledet som holder lytteren fast. Nummeret 'Mummy's Birthday Greetings' findes i to versioner på albummet. Den ene en remixet version af tyske Schneider TM. Det er dog Korabiewskis egen version der er den mest stemningsfulde. Et langsomt dubbet nummer, der langsomt for tilføjet flere lag. Personligt synes jeg især om de to 'Mala Songs', der vellykket inddrager elementer af østeuropæisk folkemusik, og det iskolde og industrielt lydende slutnummer 'Slowfood', der hele sangen har lyden af metalstænger, der slår mod hinanden, som beat, mens der tilføjes støj og lyde som tynde metalplader der bøjes.

'Stateless' kan absolut anbefales til alle der interesserer sig for danske elektronsike musikscene. Som bonusinfo kan det nævnes, at Konrad Korabiewski spiller en gratis koncert d. 12/8 på den forestående Strøm festival.